onsdag den 21. oktober 2009

søndag den 18. oktober 2009

Lyyyyngen er lillaaaa....eller næh...

...det er den jo faktisk overhovedet ikke længere, den var forlængst blomstret af, da jeg var til strikkefestival på Fanø for nogle uger siden...men sangen "Lyngen er lilla" er i hvert fald god :)

Dandylion har kastet en lilla pil efter mig! Faktisk troede jeg ikke, at jeg ville kunne finde så meget i lilla i min lejlighed - ud over garn - men der dukkede alligevel en del op, da jeg gik på jagt.

Fx yndlingskjolen her i midten. En nyerhvervelse til venstre fra Soaked i Luxury. Og til højre en underkjole-ting jeg endnu ikke har fået brugt, men den var sat voldsomt ned, og så kunne mit shopping-gen åbenbart ikke blive under huden. Jeg må se snart at få den brugt :/
De her to par sko havde jeg faktisk næsten glemt, men se se, så var det jo ikke helt dumt at tage lilla briller på og gå på opdagelse. Dem til venstre er nu blevet sat ud i gangen, så jeg kan skvatte i dem hver eneste morgen, indtil jeg en dag husker, at de står der, fordi jeg skal huske at bruge dem!
Her er min stang smarte lilla læderjakke, som jeg ikke får brugt helt så meget, som jeg burde, men trods alt havde på en enkelt gang i sidste uge. Den kostede en formue (læs: jeg var studerende på det tidspunkt) da jeg købte den for snart 4 år siden. Men helt skandaløst fandt jeg den ½ år senere til 1/5 af prisen. Men det gjorde så heldigvis, at jeg havde råd til at købe en magen til til en god venindes fødselsdag/kandidatfest. Og hun fortalte mig igen så sent som i sidste uge, hvor brand sten lækker hun føler sig, når hun har sin på. Og det er jo simpelthen for fedt :) Over jakken hænger et tørklæde, som jeg har erhvervet mig i år, og som jeg er rigtig glad for.

Her et lille lilla udvalg af mine hjemmedesignede smykker af mærket MALM - og ja, fotoet ligger ned, da jeg ikke er ret gode venner, med alt hvad der hedder fotoredigering lige nu, grrrrr!
Faktisk fik jeg for to år siden en idé om, at mit soveværelse skulle være sort, rødt, pink og lilla, så der var også et par ting at finde. En hovedpude. En opbevaringskasse. Og et par tingeltangel lysestager, som jeg får raget ned af vindueskarmen MINDST to gange om måneden, fordi mit gardin hænger fast i dem. Men de SKAL altså stå der, basta!

Hmm, så var der mine to små vaser, som jeg har fået af selv samme veninde, som jeg gav ovennævnte læderjakke - hvad er der med den farve !? Mon den prøver at overtage petroleum, som ellers er min farve, og som blandt mine veninder bare omtales som Trineblå :) Under vaserne ligger tre bøger som jeg fandt i hylden. En sød billedbog om at stresse af. Min skønne skønne billedbog med billeder fra mit dejlige gudbarn Helenas dåb. Temaet til festen var lilla og jeg har vist bogen frem i et tidligere indlæg - af det fremgår det også, at gudmor her naturligvis var klædt i...tadaaaaa...lilla på den store dag:)
Endelig ligger der nederst en god bog om kagedekoration, som jeg hiver frem, når jeg skal inspireres til noget kageværk, eller jeg bare har glemt, hvordan det nu er, man gør!

Til sidst har jeg været på rov i mine garnkurve. Det var den nemme løsning, da jeg jo vidste, at der var en del i lilla. Men jeg har alligevel snart vist alt lilla i min lejlighed frem, så det blev nødvendigt... Jeg har valgt kun at vise det nyeste i lilla frem og under det kriterie, at det er købt til et specifikt projekt. Greenland er ved at blive til en lille frakke til Helena (det projekt har jeg vist frem tidligere, da garnet egentlig skulle have været til et projekt til mig selv - men det ville det ikke høre tale om. Ja, og så ved vi jo godt hvem der fik sin vilje!). Iceland er købt ind til en hæklet bluse til Helenas storesøster Filippa. Filippas mor har fortalt mig, at Filippa er vild med den bluse jeg har hæklet til Helena (også tidligere vist), så så må Fiippa jo også hellere have en på et tidspunkt - dog i en lysere lilla. Og nu skal Filippas mor altså ikke afsløre noget for barnet, når hun ser det her ;) Endelig er Oporto købt ind til en hæklet taske efter et Wilfert-mønster. Hvis den bliver god, er den til en veninde, der lige har haft fødselsdag og som er den eneste jeg kender, der skifter håndtaske efter sin beklædning (og hun ved i øvrigt ikke at jeg har denne blog). Oftest laver jeg ting til hende i grøn, da grøn er hendes farve, men nu prøver jeg noget andet:)
Det var de lilla ord for i aften. Tak for udfordringen Sarah, det var sjovt :) Jeg tror legen snart har været meget langt rundt i blogland, men hvis Tina og Mette har lyst til at være med, kunne det da være rigtig sjovt. Din farve Tina er GUL - bare for at drille ;) Og din farve Mette er GRØN. God jagt...

torsdag den 15. oktober 2009

Giveaway hos mette b

mette b skal til London med familien og laver derfor en lille surprise giveaway. Gevinsten er en endnu ukendt lækker ting fra London og det lyder simpelthen så fristende (jeg eeeeeelsker London), at jeg simpelthen er nødt til at kaste så mange lodder som overhovedet muligt ind i konkurrencen.

søndag den 11. oktober 2009

Simpelthen så lækker!

Nåh ja, der røg også en lille undertrøje af pindene i sidste uge. Jeg fik bare først taget mig sammen til at hæfte ender, sy sammen og sætte knapper på i denne uge. Jeg synes simpelthen, at den er blevet så lækker, og jeg er helt vild med knapperne, som jeg fandt hos Garn-iture på Smallegade. Undertrøjen er naturligvis til min vildt lækre nevø :)Opskrift: Babyundertrøje fra Hjertegarn
Garn: Dansk merino kamgarn købt hos Bette Design
Pind: 3½ Størrelse: 6 mdr.
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Jeg synes virkelig, det er det værd, at bruge noget rigtig lækkert garn, når man laver projekter som dette, der umiddelbart kan virke simple. Men det løfter virkelig resultatet mange mange gange, når der er arbejdet i kvalitetsmaterialer.

torsdag den 8. oktober 2009

Multifarvet vest til Lillefyren

Jeg har begået endnu en lille strik-sag til min nevø. Nu mangler jeg bare at han gror ind i den :)
Opskrift: Rib-vest fra Sys Fredens 'Små striber'
Garn: Noro fra the world of nature købt hos Kunstladen på Fanø
Pind: 4,5
Størrelse: 1-2 år
Ny teknik: Nej
Bemærkninger: Lidt kostbart projekt i forhold til, at det er "overstået" på under to timer :)

Give away hos Dandylion :)

Dandylion fejrer i denne uge, at hun snart runder 3000 besøgende på hendes blog, og holder derfor en lille give away.
Tænkt hvis man var så heldig, at vinde en af de fantastiske ting hun laver :) Kig forbi og se om du er heldig!

onsdag den 7. oktober 2009

Farveladestrik!

Ja okay, der er knald på farverne, men jo mere jeg ser på det, jo gladere bliver jeg egentlig for det. Kauni er noget super lækkert garn at strikke i, og skiftet i farverne fik i hvert fald mig til at blive lidt strikkemanisk, fordi jeg hele tiden lige skulle se, hvad der nu ville ske :) Meget ulig mig fik jeg faktisk også strikket hele sjalet på en god uge. Og selvom det måske ikke er et sjal som jeg kommer til at slide tyndt de første år, da jeg sjældent går i spraglet tøj, så er jeg overbevist om, at det vil se helt fantastisk ud hængende over ryggen på min stol på arbejdet :) Jeg kunne altså ikke både holde sjalet udstrakt og tage billeder :/
Opskrift: Revontuli fra http://www.ullaneule.net
Garn: Kauni købt hos Jorun Garn
Pind: 5,5
Størrelse: Nej vel!
Ny teknik: Jeg har ikke tidligere strikket et sjal oppe fra på den måde, det var sjovt, og det er smart, at man i princippet kan stoppe når man løber tør fra garn, uden det betyder det store for formen på sjalet.
Bemærkninger: På trods af MEGET lange vrangpinde er det et dejligt sjal at strikke, da mønsteret er inddelt i overskuelige (læs: til at huske selv for distræte strikkere som mig!) felter, der gentages over hele sjalets bredde. Jeg tror både jeg skal strikke et sjal mere efter samme mønster men ensfarvet, og et sjal mere i Kauni men uden hulmønster. Hov ja, og så brugte jeg kun omkring 200 g garn, hvor opskriften foreskriver 300 g. Men det kan jeg jo ikke klage over, jeg kunne jo have lavet strikkeprøve. Men det gjorde jeg altså ikke, da det ikke er noget der har en pasform - og jeg slap jo også fra det - pyh ha :D

tirsdag den 6. oktober 2009

Vildt lækre Villum :)

I torsdags blev jeg endelig faster, og her ser I min dejlige længe ventede nevø Villum. Han er en rigtig lille kraftkarl med en fødselsvægt på 4670 g, hvilket er super ironisk, da min svigerinde under hele graviditeten er blevet fulgt af to ekstra læger, da de i starten af hendes graviditet frygtede, at Villum ville komme ud som en lille fugleunge. Ved sidste jordmoderbesøg var hans vægt dog helt ok, selvom den blev skudt ET HELT KILO under den vægt han kom ud med - så kvajekage var vist ikke for meget forlangt :)

Selvom han har skønne tykke kinder, har han nu ikke ret mange elastikker om arme og lår. Men kampvægten er også fordelt ud over hele 58 cm, så på højden ligner han i høj grad sin far, selvom han ellers er som snydt ud af næsen på sin smukke mor.

Jeg er helt vild med Villum (det lyser vist også langt ud af mig på billedet herunder), og jeg er meget stolt af min nye titel som faster :)


søndag den 4. oktober 2009

Fantastiske Fanø - det ska' en dame da ha'!

Det har jeg skrevet tit, selvom det ikke lige har været her på bloggen, men ikke desto mindre er det sandt. Jeg er helt vild med den ø!
Jeg er så heldig, at min far og hans kone har et hus på Fanø, som jeg aldrig får nej til at låne, hvis det er ledigt. Derfor har jeg efterhånden mange gange haft venner og veninder med der over, og også ved tidligere lejligheder har vi haft samlet strikketanterne der. Her ses 80 % af os (plus en lille strikkeaspirantelev) i et sjældent øjeblik helt uden strik:

Strikketanterne er til daglig spredt ud over hele landet, men vi mødes på skift hos hinanden 3-4 gange om året og kampstrikker, hygger, spiser god mad og strikker lidt mere. Men når der nu er en strikkefestival på Fanø, var der jo ingen grund til ikke at lave sammenfald mellem den og et strikketræf....vel!?
Det var super sjovt at opleve ligesindede strikkefolk (tosser:) fra hele landet, og næste gang er vi nok også klar til at deltage i et par workshops. Men denne gang holdt vi os til at ose og shoppe garn og ellers bure os inde i huset og strikke på livet løs.
Vi forlængede weekenden helt til onsdag (så slap vi heldigvis også for strikkekøen ved færgen:) og det gav os ekstra god tid til også at nyde Tinas dejlige piger.
Her sidder jeg liiiige og strikker lidt på mit Revontuli-sjal i kauni (mere om det i et senere indlæg), mens Fili holder styr på lillesøster Helena (mit lækre gudbarn) og deres mor ser smilende til :)
Selvom vores ikke-strikkende omgangskredse har svært ved at tro det, så strikker vi faktisk rigtig rigtig meget, (også) når vi mødes. Men heldigvis er der også tid til en masse skæg og ballade. Her et af mine yndlingsbilleder fra turen, hvor tøserne er ved at falde ned af stolen af grin på grund af den lille gryde med de store ørers fejlfortolkning af en samtale :D
Mig: Jeg har generelt ALT for lidt sovs på den her tallerken!
Dicte: SKANDALE!
Fili: Det ska' en dame da ha'!
Når man siger Filis sætning hurtigt nok, kan man godt høre, at det faktisk er det hun har hørt Dicte sige. Og det er derfor også let at forstå, at Fili syntes, at det var brand sten fjollet, at fem voksne kvinder var ved at falde ned af stolene af grin :)
Bemærk i øvrigt krydsnøgleapparatet forrest i billedet - sådan et ska' en dame da også ha' :D

Populære indlæg