tirsdag den 27. april 2010

En lille ninja...

Jeg har hæklet en del gennem tiderne, men har de seneste år lagt det lidt væk til fordel for strikkeriet. For et godt stykke tid siden forelskede jeg mig dog fuldstændig hovedkuls i en bog med de små fantastiske amigurumi-dukker, og jeg har siden erhvervet mig ikke mindre end tre bøger med opskrifter. Jeg har bare ikke rigtig fået lavet nogen af de søde små, for hvad pokker skal man egentlig med dem ? De er for små, og for fyldt med små dimser, til at min nevø kan lege med dem og ja altså, de er måske ikke ligefrem så pæne, at jeg vil ha' dem som en del af udsmykningen i min stue :) Men en undskyldning kan man vel altid finde, og når man så kender en ninja, så skal han da klart have sådan én her:
Ja okay, det er måske ikke den mest mandige gave at komme med, men det er vel tanken der tæller. Jeg synes i hvert fald at kastestjernen er sej :)

Skide dårlig premiere!

Mit første større hjemmedigtede strikkeprojekt ser nu sådan ud:
Der var i princippet intet i vejen med modellen, og farverne var helt fantastiske sammen, men jeg skulle altså tage liiiiiige omkring 60 kg på for at få den til at passe :/ Så nu er garnet smidt i skammekrogen, og jeg prøver at motivere mig selv til at starte forfra... er faktisk lidt stolt af mig selv. Kunne meget vel have rodet mig ud i noget rituel afbrænding og aldrig fået skidtet trævlet op...lidt har også ret!

fredag den 16. april 2010

Håndarbejde med sjæl og historie

Jeg fandt også disse smukke gamle lommetørklæder på påskeloppemarkedet i Forum:

Jeg har givet mellem 10 og 20 kr. for hver af de små skatte. Tænk alt det de har oplevet!

Det sandfarvede her er nyt, men det er stadig fint håndarbejde.

Det ene af de hvide lommetærklæder har lidt blåt broderi, så det skal min veninde, der skal giftes til sommer ha' - eller hun må også låne det, hvis det gør, at endnu en af de gamle traditioner bliver opfyldt. Så er det både gammel, blåt og lånt :)

Alt alt alt for billigt!

Var i påsken et smut omkring loppemarkedet i Forum og købte disse af en sød pensioneret dame for:
10 kroner pr. par!

Det var altså lige før jeg skammede mig over ikke at give mere, jeg synes selv, at det er vildt træls at strikke strømper - og så især i så små størrelser! Men jeg prøvede at kompensere for prisen ved at købe 5 par, selvom jeg overhovedet ikke har noget at bruge dem til pt. :)

torsdag den 15. april 2010

Styr på garnet!

Nu har jeg endelig helt styr på garnet. (Og nej, her hentyder jeg ikke til min lange hestehale, den har sgu sit eget liv!).

For snart længe siden fik jeg en mindre hjerneblødning og registrerede over tre aftener alt mit garn i et excel-ark. Ganske anvendeligt, at kunne søge på type, løbelængde, anbefalet pindestørrelse osv. Jeg halter dog en aaaaanelse med at holde det ajour, må altså lige få inviteret hende der frk. Selvdisciplin hjem på et tidspunkt - snart!

Men men men... min til tider MEGET pernifne veninde (hun ved UDEMÆRKET selv hvem hun er!) syntes jo overhovedet ikke, at jeg havde været grundig nok i min sortering af garnet, så en aften tog fanden ved hende, og så blev der ellers ryddet op i kurvene :)

Hendes indsats er meget værdsat, det ved hun også godt, og vi havde i øvrigt en super hyggelig aften, men jeg manglede at få styr på en detalje. Nemlig alle mine rester. De lå i en stor Ikea-pose under min seng, hvilket gjorde det totalt uoverskueligt at se, hvor meget der var af hvad - og af en eller anden grund flyttede ledningsfesten over i den pose, efter jeg kylede den ud af ledningskassen, grrrr!
Så en løsning skulle der findes - især set i lyset af mit 2010-projekt, som går ud på at få mængden af rester kørt i bund - og pludselig dukkede den op. Midt i Netto...i form af gennemsigtige skoæsker.
Se det er da smart, ikk' :)

UFOs 2010

Faldt lige over et par 2010-projekter, som jeg slet ikke har fået vist frem...

Vest/undertrøje i Arwetta. Kommer til salg i min shop på amio.dk.

Armbånd til mig selv i tyk alpakka og en knap fra mormors gemmer.

Halsedisse i merino efter hjemmedigtet opskrift. Kommer også til salg på amio.dk

onsdag den 14. april 2010

Bogstavleg!

Charlotte/Trillemor har tagget mig i denne lille hyggelige leg :)

A: AaaaannaaannnNAS! Havde jeg en gang en kollega, der henkastet på en stol i et hjørne, brugte en halv nat på at gentage og fnise af, da han var blevet liiiiige lovlig overrislet til sin egen 50-års fødselsdag. Det minde kan altid få mig til at smile :)

B: Bage. Det kan jeg godt li', men det blir' til for lidt.

C: Clemme - ikke bare mit, men også min brors, min fars og tidligere min farfars kælenavn.

D: Danmark dejligst! Jeg elsker at rejse, jeg har set en stor del af verden (synes jeg selv... ej, det må være okay, når jeg kan skrive Indien, Cuba, Australien *2, Indonesien og Afrika *2 på listen), men Danmark vil altid være mig kærest.

E: Min mor sagde altid, at man kun kan elske noget der er levende. Så jeg elsker altså ikke boller i karry, men jeg kan ret godt li' det! Min morfar sagde altid, at der skal 7 til mange. Så den regel lever jeg også efter :)

F: Ferdinand - mit første gudbarn, der snart fylder 6 år. Hans storebror hedder Bertram, han fylder 10 år til efteråret, og ham har jeg stået fadder til :)

G: Giraf! Fantastiske væsner, som jeg er så heldig, at have set i det fri på den Sydafrikanske savanne. Giraffer er også min nevøs temadyr :)

H: Helena - mit skønne gudbarn, der snart fylder 1 år. Som tiden dog går...

I: Inge - min mors navn.

J: = Lækre BT (okay, den er intern!)

K: Kræft - en forbandet lortesygdom som min familie har haft alt for tæt inde på livet flere gange. D. 10. april 1997 tabte min mor kampen til kræft efter 7 års op og nedture. Jeg savner hende hver eneste dag, men glædes over de mange sider af hende, jeg kan se i mig selv.

L: Latter - det er vigtigt at grine. Med andre, af andre og ikke mindst af sig selv!

M: Malmsmykker.dk - åbner forhåbentlig til sommer! Malm: en bjergart med så stort et indhold af metal, at det kan betale sig at udvinde det. Jernmalm. Kobbermalm.

N: Noder var jeg bedre til at læse, da jeg var yngre og spillede på tværfløjte. Men min barndomslære kommer mig heldigvis lidt til gode, når jeg synger i kor, og vi skal lære nye sange.
O: Ole Lukøje! Hans sukkermad må jeg seriøst have tisset på en gang - for sove, det er jeg godt nok ikke ret god til :(

P: P! Ham kender jeg :)

Q: Qvinde - undskyld mig, men sådan skal det altså bare ikke staves. Li'som knus heller ikke staves med z!

R: Ret - min favorit-maske :)

S: Strik naturligvis. Og verdens bedste Strikketanter!

T: T! Det kalder Dicte mig næsten altid...

U: Undulat! Sådan en havde jeg som barn. Den hed Jakob. Så bed den mig i fingeren, og så ville jeg ikke ha' den længere. Så den blev byttet til en landskildpadde der hed Nubber -opkaldt efter min onkels tøjskildpadde, som vist den dag i dag bor på mit loft. Da Nubber blev for kedelig, blev han byttet til to kaniner: Lakrids og Bolsje. De blev rigtig rigtig gamle, men tænk, Nubber lever jo nok stadig der ude et eller andet sted :)

V: Villum - verdens lækreste nevø; intet mindre!

W: Wenner! Ja okay, nu var V li'som brugt ikk' :) Venner er den familie man selv vælger, og de er mindst lige så vigtige, som den familie man er født ind i.

X: Xanthippe = en stridslysten kvinde = en furie, harpe, rappenskralde. Har alle kvinder mon ikke den side i sig ?

Y: Ymer m. frugt og ahornsirup. Rigtig god morgenmad til weekendhygge på "morgenpladsen" :)
Z: Zebra...ja okay, jeg kunne ikke lige komme på andre ord der starter med z!

Æ: Æseldyret er simpelthen verdens mest triste søde lille væsen :)

Ø: Øøøøhhh, siger jeg vist lidt for ofte.

Å: Åh nej, nu er jeg løbet tør for bogstaver...

..godt jeg stadig kan alfabet-sangen, ellers var jeg da aldrig kommet igennem :)

Jeg håber, at Dicte fra Dicterier og Camilla fra Tulle's klædeskab vil deltage i legen :)

torsdag den 8. april 2010

Stinestregen er boligløs!

Stine fra StineStregen bliver hjemløs fra 1. maj - kender du nogen, der udlejer en lejlighed i Århus C? Så kontakt Stine. Læs mere her.


Populære indlæg