Gå videre til hovedindholdet

Opslag

Viser opslag fra august, 2010

Kokos i overflod!

Når man nu pludselig ligger inde med ikke mindre end 3 kg kokos (!?), så er det jo oplagt at bage til både egne og kærestens kolleger. Så det har jeg altså gjort her til aften :) Jeg var ikke helt tilfreds med de opskifter jeg kunne finde, så jeg har digtet lidt selv. Clemmes kokosmuffins med blåbær eller mørk chokolade (ca. 45 stk.): 5 æg og 5 dl sukker piskes luftigt. Tilsæt 300 g smeltet smør eller margarine, 2 dl mel, 3 spsk vanillesukker og 10 dl kokos. Fordel muffinformene på to plader. I bunden af formene på den ene plade fordeles hvad der svarer til en pose frosne blåbær. Sæt derefter en klat dej i hver. I den resterende dej røres 200 g mørk chokolade i stykker (jeg gav bare chokoladepladen tæsk med en kagerulle inden jeg åbnede pakken). Fordel i resten af formene. Bages ved 200 grader i ca. 14 minutter.

Mums!

For mig er hjemmelavet marmelade indbegrebet af dansk sommer! I år er det indtil videre blevet til jordbær, jordbær/rabarber og blåbær/blomme. Den sidste kombination var faktisk lidt en fejl, skulle egentlig have haft fersker, men distræt som "man" kan være, var det altså ikke det jeg kom hjem med! Men nøj, "uheldet" er klart et, der skal gentages :) Opskrift på Clemmes blåbær/blomme-marmelade: 350 g blåbær, 400 g blommer i tern og 1 dl vand koges i 10 min. Herefter tilsættes 4,5 dl syltesukker, og der koges i yderligere 5 min. Hældes på skoldede atamonskyllede glas og stilles til afkøling. Velbekomme :)

Ikke noget der er så skidt...

...at det ikke er godt for noget! Vores krydderurter i altankasserne har i hvert fald aldrig tidligere struttet så meget, som oven på de seneste ugers regn :) Og det er skønt, at have så meget grønt på altanen. Her til aften stod den f.eks. på kærestens lækre pesto med hjemmedyrket basilikum, og der er altid rigeligt mynte til morgensmoothierne :)

Perfekt start på dagen :)

Og perfekt timing, for nu regner det :)

Et hurtigt sommerhækle-projekt...

Som sædvanlig når jeg tager på ferie i Danmark, havde jeg pakket liiiiiige omkring 10 kg garn ind i min lille mazda, da J og jeg i år drog afsted mod det skønne Sønderjylland og fantastisk Fanø. Men at jeg nærmest aldrig gider et eneste af de medbragte projekter, og oftest ender med at erhverve helt nye på mine ferier, er mig til stadighed en gåde!? I år trængte jeg midt i det hele pludseligt voldsomt til at hækle - ja sådan kan man jo få det en gang imellem - så turen gik til Kunstladen på Fanø, og da der ikke var en eneste opskrift, der lige den dag faldt i min smag, så endte jeg med at digte mit eget lille tæppe af oldemorsfirkanter. Her er resultatet: Bare pokkers at det kun tog mig en enkelt eftermiddag/aften at hækle alle firkanterne, så da det dagen efter var hæklet sammen, manglede jeg jo igen et projekt....mere om det i et senere indlæg :) PS. Dette var så mit indlæg nummer 100 på bloggen :)

Hvad har du gang i Henning ??

Det her er Henning: Han er vores husdyr, og vi husker at tale med ham (næsten) hver dag :) Men jeg har på fornemmelsen, at han gerne vil løbe væk, han er nemlig begyndt at tygge på sine egne arme!

Fint loppefund

Ja man skulle tro det var løgn; men 2 stk små kobbergryder for bare 30 kroner!! Det er da næsten tyveri :) Nu er kunsten bare at få dem gjort fine igen, så de hurtigst muligt kan blive taget i brug...

"Lidt" anderledes kæledyr!

Jeg har simpelthen købt en alpakahoppe: Det er hende, der er den mindste :) Jeg har døbt hende Frida, og hun skal bo sammen med Frej, som Strikketanterne netop har foræret min veninde Tina og hendes mand i bryllupsgave. Gaven var en succes hos den smukke brud :)