Nej det er ikke bare en ferie... d. 4/3-2016 rykkede vi vores firkløver fra lille trygge Smørum op ved rødderne og rykkede til det uendeligt store, utroligt anderledes, vildt spændende, voldsomt komplicerede og ufatteligt støvede Kina. Mere præcis til industribyen Tianjin, syd-øst for Beijing, der indeholder så mange mennesker, at jeg bliver helt forpustet bare ved tanken. Hele 13 mio. mennesker!
Årsagen til hele balladen var et spændende jobtilbud til J, og da vi efter blot et halvt år med to fuldtidsjobs og to fuldtidsinstitutionsbørn allerede var ved at få nok at altid at have travlt og aldrig have tid til hinanden eller noget som helst, så var det en oplevelse vi simpelthen ikke havde lyst til at lade vores næser gå forbi.
Siden jeg for alvor aktivt brugte min blog er 'Hjemme hos Clemme' jo mere blevet til 'Hjemme hos hende der laver mad og vasker tøj!'. Først blev jeg gift med manden i mit liv, så fik vi Emil august '12 og efterfølgende kom Felix til juni '14. På den måde blev tiden til blogning pludselig meget knap og de kreative indslag har også været langt færre. Dog har jeg stædigt holdt fast i, at der skulle være plads til garn og tekstiler og heldigvis har jeg en meget forstående mand, der godt kan leve med, at jeg en gang imellem sylter huslige gøremål for at putte lidt energi ind på kontoen <3 p="">
Jeg har været på arbejdsmarkedet siden jeg var 12 år gammel og startede med at gøre rent og gå med aviser. Siden årsskiftet har jeg været hjemmegående expat wife (fuldtidsfamilieplanlægger, som Jonas så sympatisk ynder at kalde det) og siden 1. marts har jeg haft Felix hjemme.
Emil startede efter en uge i Kina i en international skole og han elsker det. Som dansker tænker man nok 'skole!? er han ikke for lille til det?' og det hedder da også nursery class, men det ligger på en internationale skole og han har skema med gymnastik, musik, bibliotek, madlavning, formning og kinesisk, så i dansk forstand så er det hvad jeg vil definere som en skole. Strukturen og disciplinen er fantastisk og jeg ved simpelthen ikke hvad det er de kan (ud over at have stor erfaring i nytilflyttere), men Emil var 'kørt ind' på 1,5 dag og allerede efter ½ sagde han 'du må gerne gå nu, mor!'. ALT foregår på engelsk og han går i klasse med 22 børn fra ca. 10 forskellige lande. Men gang på gang bliver jeg blæst helt bagover af hvad de unger evner. Efter blot en uge sagde Emils klasselærer Ms. Kristin, at der stort set ikke var noget Emil ikke forstod i løbet af en dag og her efter tre ugers skolegang, hvor skolen pt. har spring break, er Emil allerede begyndt at kommunikere med simple sætninger på engelsk til andre - og de forstår det rent faktisk. Jeg er ved at revne af stolthed af min fantastiske lille mand.
Vores nye hverdag er på mange måder præget af savn. Vi savner vores familie og venner, drengene savner deres far, der arbejder rigtig meget og har meget lang transporttid, den lille savner den store, da de tidligere var i samme institution, jeg savner at kunne drikke vand direkte fra vandhanen og kunne åbne vinduerne og lufte ud, og som noget nyt skal vi også vende os til, at virkeligheden i expat-verdenen er, at der jo hele tiden er løbende udskiftning, og vi vil derfor allerede om få måneder skulle sige farvel til flere af de nye venner, vi har fået herude, da de ved skoleårets slutning har udtjent deres Kina-pligt og skal videre til andre lande.
Vi er simpelthen blevet taget så godt imod herude. De andre danskere der bor i Tianjin har været viiiiildt hjælpsomme, kineserne - som sjældent taler et eneste ord andet end kinesisk - er sindsygt imødekommende og vil os det egentlig bare så godt, skolen har båret os igennem hele systemet og ånden er fuldstændig overvældende åben, hele expat-miljøet er præget af venlighed og åbenhed og Jonas' kolleger - de kan da så i det mindste engelsk - hjælper også med en masse, som man i Danmark nok ville mene rækker en del ud over deres jobs.
Hverdagen ramte hurtigt. Faktisk bare fire dage efter vi landede herude. Men vi har allerede fundet en god rytme, og selvom indkøb simpelthen er noget der kræver en længere uddannelse og en masse masse tid, så får vi da mad på bordet hver dag.Vores nye hverdag involverer også to nye "familiemedlemmer". Vores chauffør, Wang, og vores ayi, Mary. Men de fortjener simpelthen et kapitel for sig selv ved en anden lejlighed.
I morgen får vi for første gang besøg fra Danmark. Drengenes højt elskede farmor og opa. Det bliver så skønt at vise vores hjem og vores hverdag, og så giver det jo også anledning til, at vi selv får kigget lidt mere på den sindsygt store by vi har bosat os i :)
Netop ankommet til Beijing lufthavn efter en laaaaang flyvetur med ikke ret meget søvn. Tågen (smoggen) var tyk og vi var trætte men glade og spændte :) |
Kommentarer
Send en kommentar