Hjemme hos Clemme

Ja sådan én har jeg måttet sluge i dag. Efter en snak med både min jordemoder, min kiropraktor og til sidst i dag min læge, måtte jeg i dag tage en delvis sygemelding fra mit arbejde pga. mit møg-bækken. Det er fanme en stor kamel. Mit arbejde har altid været en kæmpe del af min identitet, og jeg har altid arbejdet rigtig meget, så erkendelsen af, at mit skrog simpelthen ikke kan holde til det, samtidig med at Nubbi vokser inde i mig, er rigtig rigtig svær. Men selvom jeg har tudet en del i dag, siger min mavefornemmelse mig alligevel, at det er den rigtige beslutning. Der er ingen tvivl i mit hjerte om, at Nubbi kommer først. Nu glæder jeg mig bare rigtig meget, til jeg forhåbentlig begynder at have lidt mindre ondt og måske kan sove lidt mere om natten, så jeg også får overskud til andet end arbejde og til at ligge på sofaen. Men indtil det overskud kommer, ligger jeg på sofaen og spekulerer på hvordan sådan en kamel egentlig ser ud: Er det mon sådan en grim fætter her ? Ell...

Da jeg den anden dag var ved at danne mig overblik over, hvad vi mangler at købe til Nubbi, kom jeg lige til at falde lidt i staver over alle de fine ting, han allerede har fået: Den mest fantastiske babygadget fra min gode ven Jannik :) Glæder mig til at teste om de rent faktisk virker :) En skøn lille hue fra min bror, tante Line og fætter Villum :) De sødeste sælskinsfutter fra en af mine søde kolleger. Jeg fik dem, da jeg kom på arbejde efter scanningen i 12. uge, det var simpelthen så sødt af hende :) Den sødeste blødeste lille rangleko fra tante Tine, gudbarnet og resten af familien :) Jamen tænk, at man kan være så lille som Nubbi, og allerede være så heldig. Og så har I slet ikke set faster-kassen endnu, men den har altså fortjent sit eget indlæg :)

Jeg er ved at producere hæklede dyr til barnevognskæden til Nubbi. Hjemme hos os (altså, det kan min blog da ikke skifte navn til!) får dyr - levende, udstoppede, strikkede, hæklede osv. - meget hurtigt navn, J har nemlig et helt særligt talent for at "gætte" hvad de hedder :D Elgen Esmeralda - hun er vildt sød, synes jeg :) Jeg har stoppet hende lidt hårdt, da jeg syntes, hun skulle være lidt større, end hun var. Jeg regner med at hun "sætter" sig lidt, når hun bliver vasket. Opskriften på Esmeralda fandt jeg i dette lille magasin købt hos Garn-iture  på Frederiksberg. Ernst - som åbenbart er franskmand, og hans navn udtales derfor med stumt E!! - og Esmeralda er allerede fine venner :) Opskriften på skildpadden Ernst er fra denne bog.

Pandekager, kaffe latte og friskpresset æblejuice :) Det var hårdt at skulle tilbage på arbejde i dag - og spise havregryn til morgenmad!

Ja nu handlede mit sidste indlæg godt nok om, hvorfor jeg har været fraværende fra bloggen så længe, men Nubbi skal nu ikke have hele skylden :) Den fuldstændig uoverskuelige træthed tog heldigvis lidt af allerede i februar. Derefter kom der en ret travl arbejdsperiode i vejen for blogningen, og i marts var jeg mere eller mindre uden for net-rækkevidde :) J og jeg havde nemlig længe talt om, at vi i marts ville til Filippiner. Dels for at dykke og dels for at besøge en ven, der er udstationeret i Manila. Da vi gik i gang med projekt baby i november, havde vi ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi tre uger senere ville stå med en positiv graviditetstest - så i december sad især J's øjenbryn meget højt i panden på ham :D Da den værste babypanik havde lagt sig, kom ferie-overvejelserne på banen igen. Er det overhovedet forsvarligt at rejse så langt, når man er gravid ? Hvad med malaria ? Og dykning ? Og eventuelle maveinfektioner ? Overvejelser man måske ikke ville bruge...

Sådan en blog her gør én (læs: MIG) voldsomt opmærksom på, at tiden til tider bare racer afsted, uden at jeg så meget som når at få sat en fod ned. Og jo længere tid bloggen ligger stille, jo sværere er det at få gang i den igen - det problem tror jeg mange bloggere kender til. Men nu må det være slut, og jeg melder mig hermed tilbage under blogger-fanen :) Jeg har faktisk ikke været helt væk, for jeg har fulgt med hos jer andre, og til tider er det da også blevet til en kommentar. Nu håber jeg bare, at der stadig er nogen der læser med her hos mig. Jeg kan sagtens forstå, hvis nogen er blevet trætte af vente på et pip, så derfor er jeg også så meget mere taknemmelig for, at jeg på forunderligvis har fået flere læsere, mens jeg har ligget brak. Tak for det :) For brak var vel egentlig nærmest det der skete i januar og februar. J og jeg har nemlig endelig meldt os ind i de voksnes rækker, og venter vores første barn til august. Og nu tør jeg endelig råbe ud til verden, at jeg skal ...